Vi deler historisk viden om byggetekniske forhold

I København som i alle andre byer var afløb åbne systemer, dvs. enten grøfter eller brolagte rendestene følgende vejsystemet og med udmunding i havnen.

Altanplader er alt overvejende af beton, undtagelsesvis kan forekomme plader eller risteværk af jern.

Siden slutningen af 1850’erne havde der været krav om sundhedskommissioner i kommunalt regi. Disse kommissioner kunne udstede bestemmelser om hygiejniske forhold, herunder om spildevandsafledning og indretning af kloset-, senere også wc-rum.

Andre kilder

Tælle- og stearinlys, olie- og petroleumslamper fandt almindelig anvendelse helt frem til den elektriske belysning fremkom. Det skete i København i 1890’erne.

Beton introduceres i facader til etagebyggeri fra 1930’erne og frem, og har siden 1960’erne været et udbredt facademateriale.

Brug af beton til indvendige vægge i kælderetager begyndte stedvis at forekomme i starten af 1900-tallet.

Forskellige variationer af betondæk forekommer fra 1930'erne og frem.

Indvendige vægge af bindingsværk var altdominerende i etageboligbyggeriet frem til slutningen af 1800-tallet.

Bræddeskillevægge som vægtype har været brugt i etageboligbyggeriet op til 1950.

Krav i form af lovgivning til bygningers udførelse, materialevalg og konstruktion var i tiden før 1850 nøje forbundet med borgernes fælles interesse i at undgå at brande opstod og spredte sig.

I de første ca. 100 år af den omhandlende periode var relativt få byggefag involveret i opførelsen af etagebyggeriet.

Gennem hele perioden (1850-2000) har døre og vinduer udført i træ været anvendt.

Etageadskillelser er enten udført som bjælkelag eller som dækskiver af beton.

I byggeri fra 1930’erne og efterkrigstiden forekommer ensidigt svagt hældende eller (næsten) vandrette tage. De er dækket med pap, og tagkonstruktionen udgøres af øverste bjælkelag.

Danskbyggeskik.dk er et bibliotek med alment, historisk byggeteknisk fælleseje om etagebyggeriet, men også husbygning generelt - tidsmæssigt afgrænset til perioden fra 1850 og frem til 2000

Ved behandlingen af lovforslaget til den første af Københavns byggelove var det tanken også at inddrage Frederiksberg under loven, fordi byområdet på grund af sin beliggenhed var sammenlignelig med Københavns forstæder – de senere benævnte Brokvarterer.

Ved byggeri er viden om den påtænkte bygnings vægt og kendskab til den aktuelle grunds bæreevne gensidigt afhængige, og valg af funderingsmetode dermed bestemt af kendskab til dem begge.

Alle ydervægge og bærende indervægge er i det murede og traditionelt opførte (etage)boligbyggeri funderede. Fundamenternes udformning og størrelse er i øvrigt afpasset efter forekommende jordbundsforhold.

Med en byggeteknisk overordnet og i øvrigt grov opdeling kan det almindelige etageboligbyggeri i perioden 1850 - 2000 beskrives ved 5 grundtyper, idet 1950’ernes mange eksperimenter er udeladt.

Hulstensdæk som etageadskillelse forekommer i forskellige varianter fra 1930'erne og frem mod slutningen af 1960'erne, hvor der sker et skift til præfabrikerede betonelementdæk.

Indervægge kan deles i tunge og lette, bærende og ikke-bærende.

Den installationsmæssige standard og de forbundne indgreb er der rigelig statistisk dokumentation for.

Installationer i etageboligbyggeriet i tiden frem til midten af 1800-tallet og beskrevet efter nutidige begreber om installationer var få. De kan kort beskrives som eksistensen af mulighed for opvarmning og afløb fra køkkenvask.

Kombinationer af træ- og jernbjælker i etageadskillelser forekommer i perioden ca. 1900-1950.

Kappedæk forekommer fra 1880'erne og frem mod omkring 1930.

Før 1700-tallet var det småt med byggelovgivning, men det begyndte at ændre sig i København igennem det følgende århundrede.

Denne tagform kan sammenlignes med et vinkeltag opbygget af spærfag med trempelvæg mod gadeside, og hvor spærene over hanebjælkerne er skåret af, så hanebjælkelaget bliver en næsten vandret tagflade.

Ikke alene København og Frederiksberg oplevede vækst fra midten af 1800-tallet. Det samme gjorde mange af købstæderne (de større byer) rundt om i landet.

Forordninger vedrørende brand hører til de ældst kendte byggeregulerende bestemmelser. Sådanne var tidligere udstedt lokalt, gældende for afgrænsede områder og med varierende indhold.

I midten af 1900-tallet var Danmark mere end rigeligt forsynet med lovgivning om byggeri, men mest på de store linjer.

Rumhøje elementer af letbeton (gasbeton) var fast bestanddel af etageboligbyggeriet fra 1960’erne og frem.

Faste partier i lette ydervægge opbygget på træskelet er almindeligvis beklædt udvendigt med plader af asbestcement – men træ kan forekomme brugt såvel som metal. Indvendig beklædning er normalt gipsplader.

Sundhedsforholdene i etageboligerne blev forbedrede i takt med den teknologiske udvikling.

Ligesom rumopvarmningen og ventilationen har madlavningen både haft betydning for etagebyggeriets indeklima og har gennemgået en væsentlig teknologisk udvikling.

Denne konstruktion kan beskrives som et vinkeltag opstillet på den øverste etage, der er udført som ren trækonstruktion - i princippet som en 1-etages bindingsværksbygning placeret på et ellers (og almindeligvis) grundmuret hus.

Massive betondæk som etageadskillelse forekommer fra 1930'erne og frem mod slutningen af 1960'erne, hvor der sker et skift til præfabrikerede elementdæk.

Murede og bærende ydervægge – facader mod gade og gård – er opført med stigende tykkelse fra top mod bund. Men det gælder kun partierne mellem vinduerne – murpillerne – og over dem.

Siden midten af 1800-tallet havde der været krav (lovgivning) om brug af murede vægge i etageboligbyggeriets kælderetager i København og i de større byer; og mod århundredets slutning var kravet udstrakt til også at gælde hovedskillevægge.

Helt frem til slutningen af 1900-tallet kunne stort set alle almindelige bygninger overordnet set beskrives som bestående af 5 primære bygningsdele: yder- og indervægge, etageadskillelser og tage samt fundamenter.